Fodboldfan ramte betjent med flaskekast

En betjent fra Vestegnens Politi måtte en tur omkring skadestuen, efter han blev ramt i hovedet af en flaske ved Brøndby Stadion forud for kampen mellem hjemmeholdet og FCK.

- Han er heldigvis kun lettere skadet og kunne udskrives igen hurtigt. Nu må vi se, om overvågningsvideoerne kan vise, hvem der kastede flasken, siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen.

Mens flaskekasteren altså fortsat er på fri fod, så blev otte andre ballademagere anholdt forud for kampen.

- Det er både FCK-fans og Brøndbyfans, og de er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, vold og vold mod tjenestemand, siger Kim Erik Hansen.

Kampen mellem ærkerivalerne på fodboldbanen startede klokken 15.00.

/ritzau/

En politimand blev lettere skadet og otte fodboldfans blev anholdt, før kampen mellem Brøndby og FCK.

Offentliggjort Sidst opdateret