Fodboldtrøjer i centrum i sag mod rockere fra Bandidos

Fire modne mænd anklages for at videreføre forbudt gruppering med tøj og formationskørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre fodboldtrøjer i røde farver er omdrejningspunkt i en straffesag mod fire tidligere medlemmer af rockerklubben Bandidos MC.

I Retten i Roskilde hævder en anklager onsdag, at fire mænd overtrådte loven ved at videreføre klubben, tre dage efter at politiet 22. maj sidste år havde nedlagt et foreløbigt forbud.

Trøjerne var erstatning for Bandidos' sædvanlige rygmærker og veste, da de fire mænd skulle til fest hos klubben Immortales på Ørslevvej i Viby Sjælland, lyder påstanden.

Det viser sig, at det er to landsholdstrøjer for Spanien og en fra Belgien.

I sin tale til en dommer og to lægdommere kræver senioranklager Andreas Dahl, at retten finder de fire skyldige. Straffen skal være 40 dages fængsel.

- Man er nødt til at se på, at forbuddet er et ønske om at nedbryde gruppedynamikken og strukturen i en forening, som virker ved vold.

- De manifesterer gruppens eksistens og markerer, at man stadigvæk er en gruppe, siger han om mændenes tur på motorcykler til festen.

Tiltalen bygger også på, at mændene skal have kørt i formation, sådan at de to højst rangerende var forrest, mens de to andre, der var prøvemedlemmer, holdt sig bagved.

- Men det helt store springende punkt er trøjerne, siger anklageren.

De tiltalte nægter sig skyldige. Prøvemedlemmerne er 48 og 49 år. De to andre er 64 og 61, henholdsvis en såkaldt road captain og en treasurer, altså kasserer.

Sidstnævnte lægger stor vægt på, at rød og gul er de farver, som festens arrangør bruger.

- Det passer jo meget godt til arrangementet. Ligesom når man tager pænt tøj på til en fodboldkamp, siger den 61-årige.

Han siger også, at to af mændene havde deres koner siddende bag på motorcyklerne, og at det strider mod reglerne for, hvordan Bandidos officielt kører i formation.

Dommen ventes senere onsdag.

I Retten i Helsingør forsøger anklagemyndigheden at få opløst Bandidos og få kendt det foreløbige forbud for lovligt.

/ritzau/