Folk frygter pårørendes skæbne efter dødsfald på sygehus
Foto: Region Sjælland.
Region Sjælland/POLFOTO
Nykøbing Falster Sygehus har modtaget henvendelse fra mindst én bekymret pårørende efter fængsling af 29-årig.
Efter at en 29-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i en sag om flere mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus, har mindst én bekymret pårørende kontaktet sygehuset.
Vedkommende har for nylig mistet en pårørende, der døde under indlæggelse på sygehuset, og nu frygter personen, at den 29-årige kvinde står bag.
- Jeg er blevet orienteret om mindst én henvendelse af den slags, siger Mette Højgaard, der er chefkonsulent på Nykøbing Falster Sygehus.
Det er normalt hende, der tager sig af sådanne henvendelser, men lige netop denne gang var det en kollega, der tog sig af opgaven.
- Hvis der er nogen, der er bekymrede, tager vi en sådan henvendelse meget seriøst. Så undersøger vi sagen og orienterer vedkommende om, hvad vi finder ud af, siger Mette Højgaard.
Hun ønsker ikke at undersøge, om flere personer har henvendt sig med lignende forespørgsler i kølvandet på de mistænkelige dødsfald.
I løbet af onsdagen ventes Østre Landsret at tage stilling til varetægtsfængslingen af den 29-årige kvinde, som ved Retten i Nykøbing Falster blev fængslet i foreløbig tre uger.
Grundlovsforhøret mandag foregik af hensyn til politiets efterforskning for dobbeltlukkede døre, og derfor er stort set ingen oplysninger om sagen sluppet ud.
Ritzau har fået oplyst, at sigtelserne mod kvinden drejer sig om manddrab efter straffelovens paragraf 237, og politiet og sygehuset har meldt ud, at sagen begyndte at rulle, efter at sygehuset søndag foretog politianmeldelse i sagen.
Hvor mange mistænkelige dødsfald, der er rejst sigtelse for, er endnu uvist.
Angiveligt er der tale om en ansat på sygehuset, men det har ikke været muligt at få det bekræftet fra officielt hold.
Ifølge Ekstra Bladet er kvindens Facebook-profil blevet lukket, men hun skulle inden anholdelsen i en Facebook-opdatering have beskrevet en vagt på sygehuset, hvor der havde været flere dødsfald.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned