Forældre fængslet for at tilbageholde datter i udlandet
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et pakistansk ægtepar, der blandt andet er sigtet for at sende deres datter på genopdragelsesrejse i Pakistan. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
To forældre er blevet fængslet, fordi politiet mistænker dem for vold og ulovlig tilbageholdelse i udlandet.
Et forældrepar er torsdag ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i fire uger. Parret er mistænkt for ulovligt at tilbageholde deres datter i udlandet mod hendes vilje.
Politiet mener desuden, at parret har begået vold mod datteren. Det skriver Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter.
De nægter sig ifølge Ekstra Bladet begge skyldige.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre. Dermed er det kun selve sigtelsen, der kan blive hørt af offentligheden. Politiet er endnu tilbageholdende med informationer om sagen.
- Der forestår fortsat en del efterforskning og af hensyn til det arbejde og grundlovsforhørets lukkede døre, har vi ikke yderligere kommentarer for nu, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et dansk forældrepar af pakistansk afstamning. Ifølge sigtelsen rejste den 38-årige mor i 2017 til Pakistan med datteren, hvor hun blev holdt indelåst i et rum.
Forældrene er sigtet for at udsætte datteren for slag, spark, riv i håret og lussinger flere gange om ugen. Volden fandt sted både i Pakistan og i Danmark.
Ifølge mediet sn.dk går sigtelsen på, at datteren skulle have været tilbageholdt i det pågældende land mellem februar 2017 og oktober 2020. Volden skulle ifølge sigtelsen have stået på i i alt fem år.
Moren og den ti år ældre far er begge sigtet for vold og frihedsberøvelse, men også for straffelovens paragraf om såkaldte opdragelsesrejser.
Paragraffen omfatter forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser, men også forældre, som lader deres børn deltage i en genopdragelsesrejse.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker