Forældre straffes for ruskevold mod baby
Blå mærker over hele kroppen, blødninger i hjernen og brækkede ribben.
Det er de skader, et forældrepar fra Frederiksberg har forvoldt deres lille pige i tiden op til, at de blev anholdt den 25. februar 2009. På det tidspunkt var pigen blot tre måneder gammel.
Retten på Frederiksberg har nu bestemt, at de begge skal tre år og ni måneder i fængsel.
Det var netop den straf, anklageren pegede på, men parret vil frifindes og har derfor valgt at anke dommen.
Den 36-årige mand er uddannet grafiker, mens den 39-årige mor tidligere har arbejdet som socialrådgiver.
Forældrene - et på overfladen velfungerende par - har hele tiden nægtet sig skyldige.
I stedet har de forsøgt at skyde skylden på en veninde, der passede barnet. Den påstand har retten dog afvist.
Babyens omfattende skader blev opdaget ved en tilfældighed, da faren havde sin datter med på hospitalet med høj feber.
Det viste sig imidlertid, at diagnosen var langt værre end feber - nemlig det såkaldte shaken-baby syndrom, der dækker over, at barnet er blevet rystet så voldsomt, at det medfører blødninger i hjernen.
På længere sigt kan det resultere i spasticitet, hæmme væksten og medføre andre handicap.
Senere samme dag blev begge forældre anholdt på sygehuset og sad efterfølgende varetægtsfængslet i næsten halvanden måned, men blev siden løsladt igen.
Utroligt nok har pigen faktisk boet hos forældrene på Frederiksberg indtil nu - vel at mærke under tilsyn af kommunen.
Den nu to-årige pige er ifølge kommunen og forældrene velfungerende, men helt indtil skolealderen vil hun risikere at blive ramt af tilbagefald.
En mentalundersøgelse har erklæret begge forældre egnede til at modtage en normal dom, men samtidig blev det påpeget, at der er fare for, at den 39-årige mor vil kunne gentage forbrydelsen.
Da dommen blev afsagt, kom det frem, at datteren muligvis skal afsone straffen sammen med forældrene.
/ritzau/
Et forældrepar fra Frederiksberg skal tre år og ni måneder i fængsel for at have mishandlet deres lille baby.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned