Forældre tiltalt for uhyrligheder mod børn

Forældrene med de vanrøgtede børn fra Serritslev tiltalt for blandt andet at hælde kogende suppe i deres barn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsadvokaten for Nord- og Østjylland har rejst tiltale mod forældreparret i sagen om de vanrøgtede børn fra Serritslev i Brønderslev Kommune.

Anklageskriftet rummer en stribe uhyrlige anklagepunkter.

Forældrene er tiltalt for at lade den ældste datter grave sin egen grav og formå de andre børn til at lade hende bedække af en hest. Hun blev tvunget til at skrabe sne i bare tæer og fik begyndende koldbrand, ligesom hun blev voldtaget af sin far.

Faren har også truet en anden mand til at voldtage datteren, men den anden ville ikke, og faren har forsøgt at tvinge datteren til kønslig omgang med de andre børn.

Forældrene har hældt kogende tomatsuppe i halsen på et af børnene, sparket dem med sikkerhedssko og tvunget den ældste datter til at spise dyreekskrementer, oplyser statsadvokat Michael Møller Hansen.

Den ældste datter, der er over 18 år, blev slået med et baseballbat, træpæle, jernstænger og tisset på. Forældrene anstiftede de andre børn til at slå og tisse på hende.

Børnene levede under ekstremt uhumske forhold uden tilstrækkeligt med vand og varme uden tilstrækkelig personlig hygiejne. Derimod måtte de leve i dyre- og menneskeekskrementer, fremgår det af anklageskriftet.

Den ældste datter blev også frihedsberøvet og måttet opholde sig i et rum uden lys, vand og varme.

Sagen ventes at komme for Retten i Hjørring i slutningen af april eller begyndelsen af maj, oplyser vicestatsadvokat Michael Møller Hansen.

/ritzau/