Forældre tiltalt for vold mod spædbarn i Nordjylland
Et forældrepar fra Jammerbugt Kommune i Nordjylland er tiltalt for at have begået vold mod deres spædbarn. Volden skete ifølge anklagemyndigheden fra drengen var fem dage, til han var 10 uger gammel, skriver Nordjyske Medier.
Drengen fik syv brud på ribbenene og et på armen, og ifølge anklageskriftet blev volden begået i perioden juli til september 2010.
Først blev barnet fjernet, men nogle måneder efter efterforskningens start fik forældrene barnet hjem igen, oplyser Jan Schneider, forsvarer for faren.
- Forældrene nægter sig begge skyldige, og det må kommunen også mene, at de er, siden forældrene fik barnet igen, siger forsvareren til Nordjyske Medier.
Mandag skal forældrene på anklagebænken ved byretten i Hjørring tiltalt for vold mod barnet for mere end to og et halvt år siden, mens de i mellemtiden har haft barnet i hjemmet.
Chef for børne- og familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune, Jan Lund-Andersen, kan og må ikke udtale sig om den konkrete sag.
- Men generelt kan jeg sige, at vi har stor opmærksomhed på alle sager, og vi hjemsender kun børn til gode og ordnede forhold og sørger for at bevare en kontakt til både forældre og børn, fortæller direktøren til Nordjyske Medier.
Skaderne på barnet blev opdaget, da forældrene bragte ham på sygehuset med et brud.
- Forklaringen på drengens skader er enten, at andre end forældrene har påført dem eller, at barnet har diagnosen midlertidig knogleskørhed, som opstår i en kort periode hos spædbørn, siger forsvarer Jan Schneider.
Anklager Torben Kaufmann har indhentet udtalelser fra Retslægerådet, og lægernes vurdering får afgørende betydning, mener han.
- Lægerne skal give deres forklaring på, hvad der er sket, og så er det op til domstolen at træffe en afgørelse, siger Torben Kaufmann til Nordjyske Medier.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde