Forbrugerråd: Vigtig forbrugersejr i tv-strid
Højesteret gav fredag en tv-køber medhold i en sag om køb af et fjernsyn, som ikke kunne modtage de nye DR-kanaler, der gik i luften nogle måneder efter købet. Køberen burde have været oplyst af forhandleren om situationen, afgør Højesteret.
Dommen betyder, at købet bliver ophævet, og det glæder Forbrugerrådet.
- Vi er rigtig glade for, at Højesteret har bekræftet, at vi som forbrugere selvfølgelig har krav på, at få de vigtige oplysninger fra forhandleren - og herunder hører selvfølgelig, hvis produktet nærmer sig en udløbsdato.
- Hvis en elektronikforhandler ved eller burde vide, at eksempelvis et fjernsyn nærmer sig udløbsdato, skal man selvfølgelig oplyse det til kunden, siger Lars Pram, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Dansk Erhverv har ført sagerne for forhandleren af det indkøbte TV.
Under sagen har de fremført, at TV-forhandlere ikke er spåmænd, der kan vide, hvilken vej den teknologiske udvikling vil gå.
Men det er slet ikke det sagen handler om, siger Forbrugerrådet Tænks direktør.
- Selvfølgelig kan forhandlerne ikke spå. Men forhandlerne skal holde sig orienteret om den almindelige viden om for eksempel deres produkters holdbarhed og dele den viden med forbrugerne.
- Ordentlige erhvervsdrivende giver selvfølgelig forbrugerne de vigtige oplysninger, der er tilgængelige om produktet. Kun på den måde kan forbrugerne træffe et oplyst og kvalificeret valg, og oplyste forbrugere er også til glæde for dygtige erhvervsdrivende, siger Lars Pram.
Forbrugeren købte sit TV i januar 2008 og blev ikke oplyst om, at DR og TV2 begyndte at sende nogle af deres tv-kanaler i et format, som hans tv ikke kunne vise.
I maj 2010 fik forbrugeren medhold af Forbrugerklagenævnet, og den afgørelse blev stadfæstet af Østre Landsret i januar 2012.
Forbrugerklagenævnet har omkring 90 tilsvarende sager liggende, der har afventet rettens afgørelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet