Forbrugervagthund krævede bøde til Totalkredit på 25 mio
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen havde gerne set en langt større bøde til Totalkredit. Foto: Scanpix/Linda Kastrup/arkiv
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Totalkredits vildledning skulle have resulteret i en bøde på 25 millioner kroner, mener Forbrugerombudsmanden.
Østre Landsret tredoblede torsdag en bøde til Totalkredit for vildledende markedsføring om fastforrentede lån, men bøden skulle have været meget større.
Det mener Forbrugerombudsmanden, der gerne havde set en bøde på 25 millioner. Altså et langt større beløb end de tre millioner, som bøden lød på i landsretten.
Sagen var først omkring byretten, hvor dommen resulterede i en bøde på en million kroner.
- Vi synes naturligvis, at det var vigtigt at få bøden forhøjet, da vi ellers frygtede, at bøden på en million fra byretten kunne føre til en sænkning af bødeniveauet for vildledning af forbrugerne.
- På den anden side kan man spørge, om en bøde på tre millioner kroner vil have en afskrækkende effekt, da Totalkredit har en betydelig årlig indtjening, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
I landsretten argumenterede Forbrugerombudsmanden, der blandt andet fører tilsyn med markedsføring, for en bøde på 25 millioner kroner. Det skyldes blandt andet Totalkredits indtjening.
- Vi analyserede retspraksis, hvor vi ikke har nogle eksempler på domme om virksomheder af denne her størrelse. Men vi sammenlignede med en dom fra Højesteret fra 2005.
- Her blev et mobilselskab dømt for at have vildledt i fem dage i sms'er og e-mails til rigtigt mange forbrugere og idømt 400.000 kroner, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Sagen drejer sig om et produktark om fastforrentede lån, som fra juni 2012 til marts 2016 kunne findes på realkreditselskabets hjemmeside.
"Med fast rente ved du, hvor høj ydelsen er på dit lån i hele lånets løbetid", lød den betryggende besked.
Problemet var bare, at det ikke var helt korrekt. For selskabets bidragssatser blev tre gange i perioden sat op, og hver gang steg ydelsen.
Selv om bøden blev tredoblet, tror Forbrugerombudsmanden ikke, at den vil føre til et større bødeniveau generelt.
- Det er ikke vores opfattelse, at det vil føre til en forhøjelse af bødeniveauet generelt, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde