Forbund hiver Justitsministeriet i retten over betjents fyring
Formand for Politiforbundet Heino Kegel kalder det uberettiget at fyre en politimand, der ikke kunne sikkerhedsgodkendes, fordi hans hustru afviste et PET-tjek. Forbundet hiver Justitsministeriet i retten. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forbund kalder det uberettiget at fyre betjent, som ikke blev sikkerhedsgodkendt, da hustru afviste PET-tjek.
Politiforbundet stævner Justitsministeriet for det, som forbundet mener, er en uberettiget afskedigelse af en betjent tidligere i år.
Det skriver Politiforbundet på sin hjemmeside.
Politiassistent Rolf Larsen blev i marts fyret fra Nordsjællands Politi, fordi han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, da hans hustru af principielle årsager afviste at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) lov til at hente oplysninger om hende.
Forbundet mener, at fyringen var uberettiget og vil have spørgsmålet afprøvet ved en domstol. Politiforbundet mener, at politiassistenten skal have en godtgørelse for uberettiget fyring.
- Vi gør det også af principielle årsager, i håb om at ingen andre af Politiforbundets medlemmer bliver udsat for noget lignende i fremtiden, siger formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, i pressemeddelelsen.
En praksisændring fra Rigspolitiet betød, at alle ansatte i politiet fra 1. januar 2019 som minimum skulle kunne godkendes til klassifikationsniveauet "fortroligt".
Rolf Larsen blev ansat i politiet i 1981 og med ændringen skulle han udfylde et skema til PET for at få den nye klassifikationsgrad. Det gjorde han i oktober 2020, skriver Politiforbundet.
Men hans ægtefælle ville af principielle årsager ikke underskrive en samtykkeerklæring om, at PET også måtte hente og videregive oplysninger om hende fra blandt andet tidligere arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner.
Da hun ikke ville underskrive, besluttede PET i august 2021, at Rolf Larsen ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt til det fornødne niveau.
Senere blev politiassistenten hjemsendt med løn, og det var ifølge Politiforbundet med begrundelsen om, at han "ikke har kunnet sikkerhedsgodkendes til at udføre opgaver i Nordsjællands Politi".
Politiassistenten klagede til Justitsministeriet over afgørelsen fra PET, men det førte ikke til en ændring. I marts 2022 blev Rolf Larsen indstillet til afsked af Rigspolitiet. Han blev fyret den 31. marts 2023 med tre måneders varsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde