Fører af varebil dræbt under væltet lastbil
En 25-årig mand har mandag morgen mistet livet i en trafikulykke på Roldvej lidt uden for Aars.
Mandag morgen væltede en lastbil med anhænger på Roldvej lidt uden for Aars i Himmerland. Meldingen om ulykken løb ind klokken 6.14.
Lastbilen væltede ned over en varebil, og redningsfolkene kunne efterfølgende konstatere, at føreren af varebilen var blevet dræbt i ulykken.
Vagtchef hos Nordjyllands Politi Michael Elkjær oplyser, at den dræbte er en 25-årig mand fra Farsø.
Også lastbilchaufføren kommer fra Farsø. Han er efter ulykken blevet kørt til behandling på sygehuset i Aalborg. Politiet oplyser, at han umiddelbart er uden for livsfare.
Nordjyllands Politi oplyser desuden, at de pårørende til den dræbte fører af varebilen er blevet underrettet.
Hvad der var årsagen til, at lastbilen væltede, ved politiet endnu ikke.
- Kollegerne arbejder ude på stedet endnu, og vi ved stadigvæk ikke, hvordan det er sket, siger Michael Elkjær til Ritzau.
Ulykken er sket øst for Aars på Roldvej ved Mosbæk, og politi og redningsmandskab arbejder på stedet.
I forbindelse med alvorlige ulykker, for eksempel dødsulykker, skal en såkaldt bilinspektør foretage undersøgelser på ulykkesstedet, blandt andet for at fastslå årsagen til ulykken.
Vejdirektoratet oplyser, at vejen formentlig vil være spærret det meste af formiddagen, mens undersøgelserne på stedet og bjærgning af de forulykkede køretøjer foregår.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker