Føreren af dødsbil fængslet i fire uger

Føreren af den bil, som torpederede en mur i Odense natten til fredag, og hvor to passagerer blev dræbt, er ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 27-årige fører blev fængslet for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, fordi han sandsynligvis både var påvirket af alkohol og stoffer og kørte meget stærkt.

Det var en fattet mand, som mødte op i Retten i Odense. Den 27-årige fører af ulykkesbilen haltede efter en forstuvet fod, men ellers var han ikke kommet noget til.

I retten kom det frem, at det var hans 27-årige nye kæreste, som blev kørt ihjel, samt hans 29-årige ven.

- Vi havde været i Kongens Have for at høre musik. Vi var der cirka to timer, hvor jeg fik to eller tre dåseøl. Jeg har nok fået tre. Jeg køber et gram kokain og fem gram amfetamin, erkendte den 27-årige.

- Inden vi tog videre på et værtshus tog vi noget af kokainen. Jeg mener, at vi lavede seks baner, og vi tog to hver. Jeg blev i godt humør af det, man kan godt sige, at jeg blev høj, lød det fra den 27-årige mand.

- Hvor meget får du at drikke på værtshuset, ville anklageren vide.

- Der fik jeg to halvliters fadøl. Min kæreste foreslog, at vi skulle tage en taxa. Jeg kunne godt se det fornuftige i det, men jeg sagde, at vi tager bilen.

- Ved et lyskryds giver jeg den lidt gas. Vi accelererer fra 50 for at være sikre på at komme over. Jeg vil bremse, men over et bump mister jeg kontrollen over bilen. Jeg vil skyde på, at jeg kører 80-90 kilometer i timen. Det er min fornemmelse, sagde den 27-årige.

- Det går så hurtigt. Så vidt jeg husker, er der ikke nogen, som siger noget. Jeg hører et ordentligt brag og jeg ser, at der er røg over det hele, huskede han.

/ritzau/

Føreren af bilen, hvor to døde, blev varetægtsfængslet i fire uger. Hans kæreste havde foreslået, at de skulle tage en taxa efter indtagelse af øl og kokain.

Offentliggjort Sidst opdateret