Forhøjet beredskab trods udlån af betjente

Steen Nørskov (indsat billede), Foto: Jens Dresling Polfoto og Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.

Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds afgiver stadig betjente til København efter terror aktion lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om den lokale politikreds dagligt afgiver betjente til hjælp i København, betyder det ikke mindre beredskab eller tryghed for borgerne på Sydsjælland og Lolland-Falster.
Det er udmeldingen fra leder af politikredsens beredskab politiinspektør Steen Nørskov.

- Vores fremmeste opgave er at opretholde tryghed og sikkerhed, og selv om kolleger hjælper til i København i øjeblikket, betyder det ikke mindre beredskab lokalt, siger han.

Terroraktionen i København i weekenden betød, at der blev indkaldt mandskab fra hele landet. Også fra Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds.

Steen Nørskov ønsker ikke at udtale sig om, hvor mange der i akutfasen i weekenden blev kaldt til hovedstaden. Ligesom han heller ikke ønsker at udtale sig om, hvor mange betjente kredsen afgiver dagligt i denne uge. Der gives heller ikke noget bud på, hvor lang tid endnu det forventes, at lokale betjene skal gøre tjeneste i Købehavn.

- Vi ved endnu ikke hvor lang tid vi skal bistå med betjente i Købehavn. Det er en afgørelse som ligger hos Rigspolitiet og Købehavns politi. Men det er klart, at så stor en hændelse kræver, at der samles mange kræfter. Hvis en større hændelse skete i vores område, ville vi også få hjælp udefra, slår politiinspektøren fast.

Selv om der afgives ressourcer til København betyder det ikke, at det lokale beredskab er nedsat. Steen Nørskov forventer ikke, at assistancen uden for egen politikreds og det ekstra beredskab lokalt i weekenden, primært ved færgehavnene, kommer til at betyde en overarbejdspukkel.

- Foreløbig tyder det på, at vi kan holde det inden for normal tjenesteplanlægning.

Politiinspektøren fortæller, at med et nationalt forhøjet beredskab er alle sanser skærpet. Og han glæder sig over, at borgerne er med til at være ekstra opmærksomme. Han opfordrer alle som finder mistænkelige situationer til at fortælle politiet om det. Enten ved at ringe på 114 eller ved anonymt at tippe politiet for eksempel via politiets hjemmeside.