Forhøjet straf i del af Aarhus efter drab på 21-årig
Betjente må i et særligt område i det vestlige Aarhus nu visitere folk uden en konkret mistanke. Håbet er at få fjernet forskellige våben og at få dæmpet en voldsom konflikt mellem to grupperinger. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I det vestlige Aarhus indfører politiet både visitationszone og en skærpet strafzone i tre uger.
I et forsøg på at bremse en blodig konflikt mellem to grupper i Aarhus-området indfører politiet både en særlig visitationszone og en zone, hvor straffen for lovovertrædelser skærpes i forhold til det normale niveau.
Initiativet gælder fra midnat natten til torsdag, oplyser Østjyllands Politi.
Det begrundes blandt andet med drabet fredag aften på Kappelvænget i Aarhus Vest. Her blev en 21-årig mand dræbt af skud.
I længere tid har der været uro i det kriminelle miljø. Det har udviklet sig til en "reel konflikt" mellem to grupperinger fra henholdsvis Brabrand og Trillegården, oplyser chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
- Vi vil ikke acceptere, at der bliver skudt i gaderne, og vi skal have sat en stopper for den ulmende uro og kriminalitet, der skaber utryghed hos beboerne i de berørte områder, udtaler han i en pressemeddelelse.
Indgrebet gælder i tre uger.
Visitationszonen betyder, at betjente kan stoppe og undersøge folks lommer uden at have en konkret mistanke. Dette middel kan sikre, at betjente får fjernet stik-, slag- og skydevåben fra gaden, lyder det.
Den skærpede straf kan "forhåbentlig" få kriminelle til at tænke sig om en ekstra gang, udtaler Klaus Arboe Rasmussen.
Det berørte område omfatter blandt andet Trillegårdsvej, Kappelvænget, Snogebæksvej og Herredsvej.
Det er i øvrigt anden gang, at politikredsen tager redskabet om skærpet straf i brug, oplyser chefpolitiinspektøren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned