Formand nægter sig skyldig i racisme

Det var slet ikke meningen, at offentligheden skulle få besked om Lars Hedegaards hårde ord om muslimske familier.

Formanden for Trykkefrihedsselskabet nægter sig i Retten på Frederiksberg skyldig i at have overtrådt straffelovens paragraf, der forbyder forhånelser af folk på grund af deres religion eller andre forhold.

I retsmødet har Hedegaard sagt, at han ikke var klar over, at hans ord under et interview med folk bag bloggen Snaphanen uden videre ville blive videreformidlet.

Tiltalen drejer sig om denne udtalelse under interviewet:

"De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far."

Desuden mener Lars Hedegaard, at anklageskriftet er upræcist.

På de fyldte tilhørerrækker ses blandt andre historikeren Bent Jensen og folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Jesper Langballe.

Sidstnævnte blev i december idømt en bøde på 5000 kroner, fordi han i en kommentar til Lars Hedegaards udtalelse kom med grove ord om muslimer.

Nogle af tilhørerne nikker, ryster på hovedet og gør på forskellig måde tydeligt opmærksom på deres holdninger til det, der bliver sagt. Dommeren har bedt dem om at holde igen.

Afgørelsen ventes senere på dagen.

/ritzau/

Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard er tiltalt for racisme. Mange sympatisører er mødt op i retten

Offentliggjort Sidst opdateret