Formodet biltyv blev stoppet af skud efter ny biljagt
Natten til torsdag lykkedes det Midt- og Vestjyllands Politi at anholde en 31-årig mand, som mistænkes for biltyveri og er blevet jagtet af politiet flere gange. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter en uge fandt politiet formodet biltyv, som mistænkes for både at stjæle en dyr Mercedes og en traktor.
Efter to biljagter med en uges mellemrum blev en 31-årig mand fra Skjern natten til torsdag anholdt i Midtjylland.
Manden har ifølge politiet både kørt i en dyr Mercedes og en rød traktor. Den sidste biljagt endte med politiets skud.
Det oplyser politiet til TV Midtvest og Viborg Stifts Folkeblad.
Sagen tog sin begyndelse for en uge siden, da den mistænkte ifølge politiet stjal en to millioner kroner dyr Mercedes fra Viborg Autogård.
Ved hjælp af bilens gps fandt politiet frem til bilen, og en hæsblæsende biljagt begyndte, skrev Viborg Stifts Folkeblad. Politiet vurderede, at manden kørte op mod 200 kilometer i timen, og politiet besluttede at afslutte jagten.
Biltyven stillede senere den stjålne bil uden for Løgstrup og stjal i stedet en rød traktor. Den blev fundet i tirsdags.
Natten til torsdag lykkedes det så politiet at få fat i den mistænkte 31-årige mand.
Det skete ved totiden i området mellem Ringkøbing og Herning, mens han kørte rundt i en ny bil, som han angiveligt havde stjålet, oplyser politikommissær Thomas Hald til Viborg Stifts Folkeblad.
Det skete efter en biljagt, hvor politiet endte med at afgive skud, skriver TV Midtvest.
Lokalpolitiet i Herning oplyser til mediet, at der blev skudt mod bilens dæk, som punkterede.
Ingen personer blev ramt af skuddene.
En dommer i Retten i Viborg har torsdag eftermiddag vurderet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 31-årige. Han var dog ikke selv til stede i retten, da han er indlagt.
- Han vil blive stillet for en dommer, når han udskrives fra sygehuset, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Politiet oplyste tidligere torsdag, at indlæggelsen skyldes, at han formentlig har taget narko.
Den 31-årige sigtes for fire brugstyverier, tre forhold om indbrud eller tyveri samt efter paragraf 119, der handler om trusler, vold eller forsøg på vold mod politiet.
Det oplyste politikommissær Henrik Andersen, der er efterforskningsleder i Viborg og Skive, til Ritzau torsdag formiddag. Indbruddene skal være sket i sammenhæng med biltyverierne.
Han fortalte, at det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
- Det har ikke været muligt at afhøre ham endnu, sagde politikommissæren.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde