Formodet død mand skal i retten i dag

Det hører til sjældenhederne, at en dansk domstol afsiger dom over en mand, som muligvis slet ikke lever længere.

Men det ikke desto mindre tilfældet i dag, når Østre Landsret sætter sidste punktum i sagen mod den 41-årige Henrik Hauberg Madsen, der ikke er set, siden han forlod en af Dansk Folkeferies feriehytter på Enø Kystvej ved Karrebæksminde for præcis ni måneder siden.

Henrik Hauberg Madsen og hans samlever Bo Madsen har en fælles fortid på Lolland, hvor de blandt andet er kendt for at have beordret en lokal håndværker til at sætte ild på en ejendom på Strandagergårdsvej ved Rødbyhavn tilbage i 2009.
Et års tid tidligere, i juni 2008, mistede Henrik Hauberg Madsen på tragisk vis sin otteårige søn, da han og sønnen var taget ud for at fiske fra en gummibåd ved Korsnakke nordvest for Lolland. Drengen havde ikke redningsvest på og faldt i vandet og drukende.

Dagens retssag har dog ikke forbindelse til noget af dette, men handler om flere tilfælde af bedrageri og omfattende svindel med moms i rengøringsbranchen. Henrik Hauberg Madsen er således tiltalt for momssvig og bedrageri for 6,2 millioner kroner. Han er tidligere blevet idønt fire års fængsel ved byretten i København, men nægtede sig dengang skyldig.

Hvis Henrik Hauberg Madsen dukker op til dagens domsafsigelse vil det være noget af en overraskelse for mange, for politiet er overbevist om, at den 41-årige er blevet skudt og dræbt, og har anholdt to mænd, som man mener står bag drabet. De to sidder i øjeblikket varetægtsfængslet.

Dagens retssag er dog ikke den eneste sag, hvor den formodet afdøde Henrik Hauberg Madsen er titlat. Senere på måneden tager byretten i Næstved hul på en sag mod Hauberg Madsen og tre andre mænd for bedragerier for omkring 10 millioner kroner, samt den føromtalte afbrænding af en ejendom ved Rødbyhavn.

Østre Landsret afsiger i dag dom i omfattende bedragerisag mod Henrik Hauberg Madsen, der har en fortid på Lolland. Det sker på trods af, at politiet tror, at manden er død.

Offentliggjort Sidst opdateret