Formodet gerningsmand begraves fredag eftermiddag
Den 22-årig mand, der menes at stå bag terrorhandlingerne i København, bliver begravet fredag klokken 14.30.
Hvis alt går efter planen, bliver Omar Abdel Hamid El-Hussein begravet fredag eftermiddag, skriver Metroxpress.
Den 22-årige mand menes at stå bag terrorhandlingerne i København i sidste weekend, hvor en 55-årig mand blev dræbt ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, og en 37-årig jødisk mand mistede livet foran synagogen i Krystalgade.
Dansk Islamisk Begravelsesfond oplyser til Metroxpress, at begravelsen skal finde sted klokken 14.30.
- Vi regner med at få frigivet Omar og hans dødsattest klokken 9. Lige nu er han stadig på Retsmedicinsk, hvor han er blevet obduceret. Men lige så snart, han bliver frigivet, kan vi begrave ham, siger Kasem Said Ahmad fra begravelsesfonden til avisen.
Omar Abdel Hamid El-Hussein vil blive begravet på den muslimske begravelsesplads i Brøndby.
Cirka klokken 13.45 vil der blive afholdt en kort mindehøjtidelighed i forbindelse med fredagsbønnen på mellem fem og 10 minutter i Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.
Her vil der blive bedt for Omar Abdel Hamid El-Hussein, der vil ligge i en lukket kiste, oplyser Kasem Said Ahmad.
Politiet vil fredag eftermiddag være til stede i området om Dortheavej.
- Der vil nok være en del trafikkaos derude, og derfor har politiet også tilbudt os deres hjælp. De vil dog ikke være til stede inde til selve mindehøjtideligheden, siger Kasem Said Ahmad til Metroxpress.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet