Formodet serie-brandstifter får forlænget sin fængsling
En 33-årig mand fra Fjerritslev, der mistænkes for at stå bag 23 brande i Nordjylland, har fået forlænget sin varetægtsfængsling. Foto: Polfoto/Lysbjerg Koustrup Kenneth
/ritzau/Kenneth Lysbjerg Koustrup/arkiv
En mand, der mistænkes for at stå bag 23 brande i Fjerritslev-området, har fået forlænget varetægtsfængsling.
En 33-årig mand, der er mistænkt for at stå bag 23 pyromanbrande i Fjerritslev, skal forblive varetægtsfængslet i fire uger mere.
Det oplyser Retten i Hjørring. Den mistænkte mand har siddet fængslet siden 29. november, mens politiet har efterforsket sagen.
Anklagerne i Nordjylland skriver på Twitter, at manden frivilligt er gået med til at få fængslingen forlænget indtil 13. februar.
Det er indtil videre småt med oplysninger om brandsagen, da sagen er blevet holdt for lukkede døre. Det betyder, at sigtelsen er offentlig, men at mandens forklaring holdes hemmelig.
Anklager Kim Kristensen kan derfor ikke oplyse meget om sagen. Han forklarer, at begrundelsen for de lukkede døre er den samme som ved tidligere retsmøder i sagen.
- Da der var retsmøde 19. december, blev det holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. På daværende tidspunkt skulle man afhøre en del personer i nærmiljøet, siger han.
De mange brande hærgede området omkring Fjerritslev i oktober og november. Ved en af brandene, som manden er sigtet for, var en 89-årig kvinde tæt på at brænde inde. Hun slap imidlertid uskadt.
Den 33-årige er desuden sigtet for at have sat ild til en fiskekutter og forsøgt at stikke ild til en hytte ved en skole i Fjerritslev. Han skal også have sat ild til containere, halmlader og stråtækte sommerhuse i området.
Ved grundlovsforhøret, der blev holdt 29. november, nægtede den 33-årige sig skyldig.
Politiet kom i november i besiddelse af en videoovervågning, der angiveligt skulle vise den mistænkte brandstifter. Delingen af videoen førte til, at politiet fik en lang række tips, som endte med anholdelsen af den 33-årige.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker