Formodet sprængladning eksploderer i opgang i Holbæk
Politiet måtte torsdag aften rykke ud til en eksplosion i en opgang i Holbæk. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet formoder, at nogen har anbragt sprængladningen i opgangen. Ingen personer er kommet noget til.
Beboerne i en ejendom på Ahlgade 6 i Holbæk blev sent torsdag aften vækket af et brag, da en form for sprængladning gik af i deres opgang.
Det fortalte vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Jørgensen tidligt fredag morgen.
I en pressemeddelelse fredag formiddag skriver politiet, at ingen personer er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen, men at der er sket større ødelæggelser på indgangsdøren og i trappeopgangen.
- Jeg finder det aldeles uacceptabelt at bringe noget til sprængning i en boligopgang, så personer, der med stor sandsynlighed måtte formodes at opholde sig i deres boliger på dette tidspunkt af døgnet, kunne være kommet til skade, udtaler vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i meddelelsen.
Han er efterforskningsleder i sagen og tilføjer, at den mobile politistation vil være opstillet på Ahlgade, så borgere kan henvende sig til betjente på stedet.
Derudover vil politiet gerne i kontakt med folk, der kan have overvågningsmateriale fra området.
Politiet ved ikke, hvilken sprængladning der er tale om. Dets tese er dog, at nogen bevidst har anbragt den i opgangen tæt ved indgangen.
- Beboerne er meget forskrækkede over oplevelsen, men vi har ingen konkret mistanke om, hvorvidt det her skulle være rettet mod nogen, sagde vagtchef Henrik Jørgensen tidligt fredag morgen.
Politiet oplyser, at efterforskningen arbejder på at finde motivet til eksplosionen og påpeger i den forbindelse, at der ikke tidligere har været "utryghedsskabende hændelser af denne karakter i eller ved den pågældende opgang".
Politiet fik anmeldelsen om eksplosionen torsdag klokken 23.46. Flere borgere ringede ind og fortalte, at der havde lydt et højt brag i opgangen, der ligger i en forretningsgade.
- Nogle af dørene har måske rykket sig lidt i karmene, men der er ikke sket noget med selve lejlighederne i opgangen, sagde Henrik Jørgensen.
I løbet af natten har kriminalteknikere og efterforskere fået assistance fra Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD).
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub