Det er useriøst at tale om voldelig fankultur og hooliganisme efter en 19-årig fynbo mandag pløjede sin bil ind i en flok Horsens-fans ovenpå OBs nederlag til østjyderne.
Det mener idrætsforsker Jonas Havelund fra Århus Universitet, der har forsket specielt i hooliganisme herhjemme.
- Det er klart, at det er noget, der sker i forbindelse med en fodboldkamp mellem OB og Horsens, men det her har efter min bedste overbevisning intet med hverken den eksisterende fankultur eller hooligankultur at gøre, siger han og præsenterer en anden udlægning:
- De der tilfælde, hvor folk bliver provokeret af hinanden og smutter hjem og henter et våben eller en bil, det finder jo sted hver eneste lørdag i byen, siger han.
Ifølge Jonas Havelund har AC Horsens slet ikke en egentlig hooliganfraktion, og selv hos de mest rabiate fans i OB er det for voldsomt at køre folk ned i fodboldens navn.
- Det her er på ingen måde noget, der giver kredit i hooliganmiljøet. De fleste slås jo kun med næverne og slår ikke i hovedet. De har faktisk nogle rimeligt stærke æreskodekser, og de indbefatter altså ikke, at man torpederer hinanden med biler, siger han.
I både OB og AC Horsens tager klubledelsen klart afstand fra den 19-åriges firhjulede overfald, hvor to unge blandt andet fik kraniebrud, og den ene en overgang var i livsfare.
- Hvis det viser sig, at påkørslen er sket med nogen form for forsæt eller som følge af uagtsom adfærd, vil vi sidestille det med voldelig optræden, og det vil betyde, at de pågældende ikke længere er velkomne til vores kampe, skriver OB på sin hjemmeside.
Den 19-årige, der havde tre passagerer i bilen ved påkørslen, kræves nu varetægtsfængslet for grov vold i forbindelse med episoden.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde