En dansk forsker, der er midtpunkt i en sag om svindel for millioner, har nu også trukket sig fra sin stilling på et amerikansk universitet.
Manden har været forskerchef ved Aarhus Universitet, men i sidste måned kom det frem, at der måske har været uregelmæssigheder for helt op til 10 millioner kroner i hans afdeling.
Det er avisen Arizona Daily Star, der skriver, at danskeren har trukket sig fra en stilling som adjungeret professor ved Drexel Universitet i Philadelphia.
Den danske del af sagen ligger nu hos Østjyllands Politi. Der er mistanke om, at der ved hjælp af falske underskrifter er svindlet med penge fra den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, der skulle bruges til et samarbejde mellem danske og amerikanske forskere.
Danskeren forlod sin stilling ved det sundhedsvidenskabelige fakultet i Århus i marts sidste år, og kort efter fik universitetet mistanke om, at noget var helt galt.
Forskeren var blandt andet involveret i studier, der afviste en sammenhæng mellem vacciner og autisme. Svindelsagen har fået vaccinemodstandere til at sætte spørgsmålstegn ved forskningsresultaterne.
- Jeg tror, at en person, der tilsyneladende er i stand til at dræne sit eget universitet ved at forfalske dokumenter fra CDC, er i stand til at slippe af sted med hvad som helst, siger Dan Olmsted fra organisationen Age of Autism til avisen.
Men CDC's talsmand, Tom Skinner, afviser beskyldningerne.
- Vi har ingen grund til at mistænke, at der skulle være nogle problemer med forskningens uangribelighed, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker