Forsker: Nordfront adskiller sig - er rendyrket nazisme
Støtter af Den Nordiske Modstandsbevægelse ses her demontrere i Sverige, hvor organisationen også er etableret. Foto: Fredrik Persson/Ritzau Scanpix
Fredrik Persson/Ritzau Scanpix
En leder af afdeling i bevægelsen Nordfront er sigtet for hærværk mod jødiske grave. Han blev fængslet onsdag.
Organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse, som er kommet i fokus efter hærværk mod jødiske grave, står for rendyrket nazisme.
Det vurderer Tina Wilchen Christensen, antropolog og forsker i ekstremisme ved Aarhus Universitet.
- De har det gamle nazistiske budskab med, at det onde kommer fra jøder og jødedommen, forklarer hun.
Forskeren peger på, at gruppen adskiller sig fra andre højreekstreme bevægelser ved at den dyrker den gamle nazisme. Mens andre højreekstreme også har meget fokus på islam, så er Nordfront mere rendyrket nazisme, mener hun.
- Når man ser på Den Nordiske Modstandsbevægelse, er man antisemitiske og holocaustbenægtere, man laver sommerlejre for folk i bevægelsen, og man har en nazistisk familiepolitik på den måde, at kvinder opfordres til at være hjemmegående og få en masse børn.
- Det er på mange planer, at det er rendyrket nazisme, siger Tina Wilchen Christensen.
To mænd blev onsdag varetægtsfængslet for omfattende hærværk mod 84 gravsten på en jødisk gravplads i Randers.
En af de anholdte er 38-årige Jacob Vullum Andersen, som er leder af en afdeling af organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse - også kaldet Nordfront. Både Jacob Vullum Andersen og den anden anholdte nægter sig skyldige.
I Sverige har Den Nordiske Modstandsbevægelse eksisteret siden 1997, men det er først inden for de senere år, at den har forsøgt at etablere sig i Danmark.
- Det har foregået lang tid i Sverige siden 1997. I Danmark har det nok været on-off. Jeg har ikke støt på dem i Danmark, men jeg ved via andre forskere, at de har været ved at etablere sig, siger Tina Wilchen Christensen.
Bevægelsen har i Sverige holdt demonstrationer med flere hundrede deltagere. I Danmark har den ifølge dens egen hjemmeside blandt andet spredt propaganda på flere skoler. Den nægter derimod at stå bag hærværk.
Tina Wilchen Christensen har ikke indblik i, hvor mange medlemmer bevægelsen har i Danmark. Hun fortæller, at organisationen i Danmark fokuserer på at sprede propaganda blandt andet med løbesedler på skoler.
- De har en overordnet strategi om at sprede propaganda, siger hun.
Hun peger dog på, at demonstrationer i andre lande er endt med gadekampe.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker