En 31-årig mand fra Nykøbing F. får en stribe alvorlige sigtelser imod sig efter en hidsig biljagt igennem Maribo sent i går eftermiddag. Jagten startede ved Østre Landevej, hvor Færdselspolitiet var i færd med almindelig færdselskontrol, da betjentene blev opmærksomme på en uindregistreret Mazda 323, som passerede.
Betjente besluttede at køre efter bilen uden nummerplader, og det fik chaufføren til at dreje ned ad Blæsenborg Allé og sætte farten op, uanset patruljevognens udrykningshorn blev aktiveret. Farten kom op på 120 kilometer i timen ned igennem villakvarteret, og jagten sluttede foreløbigt, da føreren af Mazdaen ved Engpibervej, på græsarealet foran Blæsenborgskolen foretog en blokadeopbremsning.
Da bilen holdt helt stille, steg en kvindelig passager ud af bilen. Det gjorde en betjent i patruljevognen også, idet han gik hen imod flugtbilen for at få føreren til at stige ud. I stedet for at stoppe kørslen besluttede føreren af flugtbilen at gasse op og bakke bilen hen i retning mod betjenten, der måtte springe til side for ikke at blive påkørt.
Herefter fortsatte flugtbilen ruten ad Blæsenborg Allé mod syd, og igen kom farten op omkring 110. Herfra fortsatte jagten ind mod Maribo by ad Sdr. Boulevard, Refshalevej og Søndersøvej for at ende i Brødregade, hvor den 31-årige mistede herredømmet over køretøjet.
Patruljebilen placerede sig herefter på tværs for at spærre vejen, og der kom et mindre sammenstød med flugtbilen, før den unge mand opgav fortsat biljagt og i stedet forsøgte at undvige i løb. Han blev kort efter anholdt og bragt med til politistationen i Næstved. Han blev sigtet for hensynsløs kørsel i uindregistreret køretøj, og jurister skal nu se på, hvilken sigtelse, der skal rejses for forsøget på at påkøre betjenten.
Det afhænger af en vurdering af, hvor farligt det var. Der blev også fundet effekter i bilen, som muligvis stammer fra indbrud. Det skal undersøges nærmere.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker