Forsøgte at snyde sig til stormflods-erstatning

Indehaveren af Café Dybvig ved Dybvig Havn på Fejø er ved Retten i Nykøbing idømt en bøde på 5.000 kroner for overtrædelse af lov om stormflod.

Ejeren blev dømt for efter den voldsomme stormflod 2. november 2006, at have afgivet urigtige oplysninger til stormflodsrådet.

Caféejeren havde i det skema, der skulle udfyldes for at få erstatning for ødelæggelser, oplyst, at bygningerne var lovligt opført.

Derved fortav hun, at den daværende byret i Nakskov tilbage i 2007 efter anmeldelse fra daværende Ravnsborg Kommune havde givet hende påbud om at fjerne en ulovlig opført pavillon og en overdækket sammenbygning.

Hendes ansøgning ville have udløst en stormflodserstatning på 173.000 kroner, hvis ikke det forholdt sig sådan, at forholdet med de urigtige oplysninger var blevet opdaget i tide.

Retten idømte caféejer på Fejø bøde for forsøg på at snyde sig til erstatning efter loven om stormflod.

Offentliggjort Sidst opdateret