Forsvarer afviser anbringelse på Sikringen for psykiaterdrab
En 41-årig mand bør anbringes på en psykiatrisk afdeling, men ikke på Sikringen ifølge forsvarer.
Der er tale om en syg mand, som er tiltalt for at have dræbt en 66-årig kvindelig psykiater, og det skal retten have øje for.
Det siger den tiltalte mands advokat, Luise Høj, da hun fredag procederer i sagen om drabet, i Retten i Glostrup.
Den 41-årige mand er diagnosticeret med paranoid skizofreni, og han er vurderet til at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.
Ud over drabet er manden også tiltalt for to drabsforsøg, flere tilfælde af vold og trusler og et voldtægtsforsøg.
Han nægter sig skyldig. Luise Høj har henvist til mandens tilstand, og at hans hukommelse er dårlig.
Under sin procedure kommer Luise Høj også ind på, at den tiltalte sagde, at han havde haft til hensigt at dræbe lægen, da han gik ind på Retspsykiatrisk Ambulatorium, da han blev fremstillet i grundlovsforhør.
- Min klient er syg, og det er en person med en alvorlig psykisk sygdom, som taler, siger Luise Høj.
Manden har siden forklaret i retten, at han følte sig provokeret af sin psykiater.
Luise Høj henviser til, at det er tydeligt, at det er psykiateren, som den 41-årige mand er vred på.
Står det til anklagemyndigheden skal manden anbringes på den særligt sikrede afdeling Sikringen i Slagelse, hvis han kendes skyldig.
Det stiller Luise Høj spørgsmålstegn ved, om er nødvendigt.
Hun henviser til, at selv om den tiltalte udeblev fra en aftale med sin psykiater, forsøgte han at få kontakt til sin kontaktperson.
Han dukkede også op til sin aftale med lægen på dagen for drabet.
Luise Høj er enig i, at hendes klient skal anbringes, men hun mener ikke, at det skal være på Sikringen.
Den 41-årige mand benytter også chancen for at sige noget selv, inden retten går ud for at votere.
- I har snakket meget om sygdom. Men generelt er jeg stille og rolig og venlig og rar. I kan spørge politiet om, hvordan jeg var i bilen, siger han.
Manden henviser til, at han er blevet kørt ind til retten af politiet.
Der ventes dom senere fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned