Sådan siger forsvarer Tyge Trier, efter at et enigt dommerpanel i Højesteret tirsdag stadfæstede dommen mod de to journalister Miki Mistrati og Marike Jensen, der er dømt for brud på tavshedspligten.
- Det er klart, at det er en stor skuffelse for de to tiltalte, som blot var af den opfattelse, at de passede deres arbejde som journalister, siger han.
De to journalister er dømt for at have overtrådt tavshedspligten, da de 2005-2006 forsøgte at afsløre omsorgssvigt på plejehjemmet Fælledgården i København ved at filme nogle af beboerne uden, de vidste det.
De to modpoler i sagen har fra sagens start i 2006 været hensynet til beboernes privatliv og pressens ytringsfrihed.
- Vi mente, at ytringsfriheden skulle veje tungest, fordi man brugte videosekvenserne med beboerne til at vise nogle af de problemer, der var på Fælledgården, siger han.
De skjulte optagelser viste beboere, som sad på toilettet og lå nøgne i sengen, og detaljer om deres helbred blev omtalt. En ung spastiker blev uden at vide det filmet og fik sin bare numse udstillet i den bedste sendetid på DR i Magasinet Søndag.
Ifølge Tyge Trier kan dommen fremadrettet have betydning for journalisters arbejde.
- Når signalet er, at man er kritisk over for den her form for journalistik, kan det have en afskrækkende effekt, vurderer han.
- Men du får mig ikke til at sige, at det er et brud på den frie presse, pointerede han.
Miki Mistrati og Marike Jensen blev i 2009 idømt 20 dages betinget fængsel i byretten for at have overtrådt tavshedspligten og krænket beboerne på plejehjemmet.
Den dom lavede Østre Landsret i 2010 om til 10 dagbøder på 500 kroner og 50.000 kroner i erstatning til én af beboerne. De indvilligede i at betale beløbet til beboeren, men valgte at køre sagen videre til Højesteret.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker