Forsvarer kalder sag om hvidvask af milliarder for en skandale
Siden efteråret 2022 har Københavns Byret behandlet en straffesag om hvidvask af 29,4 milliarder kroner i kommanditselskaber, som blev stiftet i København. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Københavns Byret er ved at afslutte sag om 29,4 milliarder kroner, der rullede gennem Danske Bank i Estland.
Kritikken når op på den store klinge, da en forsvarer fredag beder Københavns Byret om at frifinde en danskrussisk kvinde i den beløbsmæssigt hidtil største sag om hvidvask i Danmark.
- Jeg er oprigtig talt rystet, siger advokat Christian Kirk Zøllner om sagen, der har strakt sig over cirka 40 retsmøder siden sidste efterår.
- Det, der er foregået her i denne retssal, er en skandale, som mindst måler sig med, hvad der foregår i øjeblikket et andet sted, siger han og henviser til affæren om Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen.
Hans klient er tiltalt for hvidvask af, hvad en af anklagerne tidligere fredag har betegnet som et "ubegribeligt stort beløb" - nemlig 29.469.885.203 kroner.
De mere end 29 milliarder kroner strømmede gennem 40 kommanditselskaber, som den tiltalte kvinde stiftede og administrerede i København.
Ifølge anklagemyndigheden var der tale om transaktioner, som skulle skjule, at milliarderne stammede fra især russiske rigsmænds lovovertrædelser.
Alle selskaber havde konti hos Danske Bank i Estland.
Men den tiltalte 51-årige kvinde havde ikke adgang til selskabernes konti, påpeger advokat Christian Kirk Zøllner i sin forsvarstale.
Heri dissekerer han ifølge eget udsagn anklageskriftet "på bedste slagter-manér".
- Der var tale om en fuldstændig normal forretning med selskabsadministration, siger advokaten.
Han mener, at byretten skal frifinde, fordi anklagemyndigheden ikke har ført bevis for, at milliarderne faktisk var sorte og kom fra kriminalitet.
Beviskravet er nødvendigt i forhold til straffelovens bestemmelse om hæleri, som var relevant i gerningsperioden fra 2008 og frem til 2016, lyder det. Paragraffen om hvidvask blev først indført i 2018.
Flere gange nævner han, at hans klients krav på en retfærdig rettergang er blevet krænket.
Skandalen består ifølge forsvareren blandt andet i, at politiet ikke har efterkommet flere af hans anmodninger om efterforskning. Og at et bilag fra Danske Bank ifølge ham er "manipuleret".
Under sin procedure stiller han sig selv et spørgsmål.
- Christian, kan du ikke bare lade være med at slå sådan et stort brød op? Det kunne jeg godt, siger advokaten og sætter sig ned på stolen. Efter en kort pause fortsætter han:
- For så kunne jeg bare gå ned og deponere min bestalling, siger advokaten. Det er de advokatetiske regler, som forpligter ham til "at modvirke uret", tilføjer han, da han atter har rejst sig op.
Hvornår byretten afsiger dom, vides endnu ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker