Forsvarer om sange om hellig krig: De er ikke ekstremister

Forsvarer Michael Juul Eriksen argumenterer søndag for, hvorfor en 32-årig mand, der ifølge politiet er leder af Brothas, skal frifindes for tre drabsforsøg. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tiltalte hørte ifølge anklager sange om hellig krig før drabsforsøg. Forsvarer afviser sangenes relevans.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er et forsøg på at afspore sagen, når anklagerne i en sag om fem drabsforsøg i bandekonflikten fremhæver, at tiltalte hørte sange om hellig krig.

Det mener forsvarer Michael Juul Eriksen, som søndag procederer i den omfattende sag, hvor 11 mænd er tiltalt for drabsforsøg.

Tidligere har anklager Troels Bo Jørgensen fortalt, at der blev afspillet to sange om hellig krig i en af de biler, der i september 2018 kørte hen til Café Arguileh på Amager, hvor bevæbnede mænd ledte efter banderivaler.

Ifølge Michael Juul Eriksen har sangene intet med sagen at gøre.

- Det er kun et forsøg på at afspore, hvor sagen står.

- Man forsøger at spille på nogle følelser - at det er muslimer og terror-agtigt. Men prøv lige at se, hvordan de lever med fester, druk og rygning. Det er så langt fra ekstremistisk, siger advokaten.

Sagen, der nærmer sig sin slutning efter et år i Københavns Byret, har rod i den konflikt, der i efteråret 2018 udspillede sig mellem Brothas og folk fra NNV, som netop var blevet dannet som en udbrydergruppe fra Brothas.

Ifølge anklagerne forsøgte Brothas-medlemmer fem gange at slå folk fra NNV ihjel. Ved en episode blev et offer skudt i maven og en anden gang blev en ramt i hovedet. Ved et tredje tilfælde blev der skudt mod en bil.

To andre gange gik bevæbnede mænd ind på caféer og ledte efter NNV-folk, mener anklagerne.

Michael Juul Eriksen er blandt andet forsvarer for en 32-årig mand, som i sagen er tiltalt for tre af drabsforsøgene - herunder det ved vandpibecaféen - samt at skyde om natten i august 2018 ved Gladsaxefortet.

Ligesom de andre i sagen nægter han sig skyldig.

Anklagerne mener, at den 32-årige er leder af Brothas, men Michael Juul Eriksen afviser, at det er bevist.

- For det første har det ikke den helt store betydning, og det er heller ikke specielt godt belyst, siger han og påpeger også, at flere forskellige har været udpeget som leder af banden:

- Brothas har en løsere hierarkisk kultur end andre grupperinger som LTF og så videre, siger forsvareren.

En anden af forsvarerne, Torben Brøndum Rasmussen, mener heller ikke, at der er beviser for, at episoderne skal have grund i bandekonflikten.

I forhold til de bevæbnede mænd på caféen mener advokaten heller ikke, at man kan dømme for drabsforsøg.

- Der er ikke skyggen af bevis for, at man kan dømme for andet end trusler, siger Torben Brøndum Rasmussen.

Retten afgør den 17. december, om de tiltalte er skyldige.