Forsvarer tvivler på vidnerne i sag om ældredrab

Pressedækningen af sag om drab på tre ældre i København kan have påvirket vidner, mener den tiltaltes advokat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lige siden en ung mand i marts sidste år blev anholdt og sigtet for drab på tre ældre mennesker på Østerbro i København, har medierne fulgt sagen tæt.

Og netop pressens dækning af sagen og den mistænktes fortid kan have påvirket de vidner, der har afgivet forklaring i løbet af sagen.

Det mener advokat Mie Sønder Koch, der er forsvarer for den 28-årige mand, som ifølge anklagemyndigheden har begået de tre drab.

Hun kommer med sine sidste bemærkninger i sagen i retssal 41 i Københavns Byret, og her opfordrer hun dommere og nævninger til at tage vidneforklaringerne med et gran salt.

- Jeg har stor respekt for pressens arbejde, men der er ingen tvivl om, at man med den liveblogging, der foregik i begyndelsen af sagen, skal være meget varsom med at lægge vægt på vidneforklaringer, siger hun.

Mie Sønder Koch henviser til de liveopdateringer, som journalister tidligere under sagen kunne lave fra retssalen.

Undervejs besluttede retten at forbyde liveblogs i sagen.

Advokaten mener generelt, at mediernes dækning kan have påvirket de indkaldte vidner, som måske ikke har afgivet virkelighedstro forklaringer.

Det samme gælder flere møder, der blev holdt for beboerne i den bebyggelse på Vangehusvej på Østerbro, hvor de tre ældre menes at være blevet dræbt.

Møderne blev afholdt, efter sagen kom til offentlighedens kendskab.

- En anden grund til at være varsom er, at mange af vidnerne kender hinanden fra Vangehusvej, og derfor har de i forvejen talt om sagen. Der har desuden været informationsmøder, siger Mie Sønder Koch.

Hun mener altså, at deres personlige erindringer kan være påvirket af det, som andre beboere i området har fortalt om deres oplevelser i tiden omkring de tre dødsfald i bebyggelsen.

Dødsfaldene fandt sted i marts og februar 2019.

Den tiltalte er tidligere dømt for drabsforsøg og voldtægt. Noget, som medierne har skrevet om, og som retten bør se bort fra, mener advokaten.

- Jeg beder rettens medlemmer om at forsøge at hæve sig over tiltaltes fortid og være meget varsomme med at vurdere sagen ud fra andet, end de beviser der er brugt i sagen her, siger hun.

Ifølge anklager i sagen Søren Harbo blev de tre drab begået med det motiv at få fat i ofrenes penge. To af de ældre blev frastjålet deres betalingskort.

Det er da også kommet frem, at den tiltalte havde økonomisk gæld.

- Min påstand er, at hvis man når derud, hvor man er villig til at slå ihjel på grund af økonomiske problemer, så skal der ligge et særligt stort pres.

- Der er ikke ført bevis for et sådant pres, siger Mie Koch.

Ifølge den tiltalte skyldte han i marts sidste år cirka 25.000 kroner.