Forsvarere: Brudte løfter fra anklagere i kurs-sag

Kritikken af Bagmandspolitiets opførsel i sagen mod Sparekassen Himmerland tager til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Også forsvareren for den tidligere direktør i sparekassen mener, at to anklagere fra Bagmandspolitiet har brudt et løfte, som er afgivet i Retten i Hjørring i januar.

- Jeg ved ikke, hvad vi skal med erklæringer fra anklagemyndigheden, hvis man ikke kan stole på dem, siger advokat Jakob Lund Poulsen.

Han er forsvarer for Svend Jørgensen, der var direktør i sparekassen, og som var under anklage for kursmanipulation i sagen i Hjørring. Lovovertrædelsen skulle være sket i forening med direktøren for Ebh Bank.

Dengang i januar erklærede anklagerne, at der ikke ville blive rejst nye forhold mod de tiltalte.

Men i sidste uge kom det frem, at Sparekassen Himmerland er præsenteret for en ny sigtelse for kursmanipulation - og denne gang i et påstået arrangement med Vestjysk Bank.

Søndag påpegede forsvareren for en tidligere fondschef i sparekassen, advokat Jakob Arrevad, over for Ritzau, at anklagerne dermed har brudt deres løfte, og nu bakker hans kollega ham op.

- Jeg er enig i, at der blev afgivet en sådan proceserklæring, siger Jakob Lund Poulsen.

Den nye sigtelse om Sparekassen Himmerlands og Vestjysk Banks påståede kursmanipulation i september 2008 er ikke en særskilt ny sag, fastslår han.

- Sagen var oprindeligt samlet under ét journalnummer, men blev herefter splittet op, siger Jakob Lund Poulsen.

Såvel den første anklage om kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland og Ebh Bank som den nye sigtelse drejer sig om begivenhederne i sommeren og efteråret 2008, da finansverdenen var ude i et voldsomt stormvejr.

De mindre pengeinstitutter forsøgte at støtte hinanden, men markedet blev påvirket på ulovlig vis, da de to direktører i smug aftalte at holde hånden under aktiekursen, vurderede Retten i Hjørring.

Resultatet blev en bøde på fem millioner kroner til sparekassen, ligesom de to direktører hver blev idømt fem måneders fængsel. De dømte, der også omfatter yderligere tre personer, har anket til Vestre Landsret, hvor de kræver frifindelse.

/ritzau/