Forsvarere førte dommer bag lyset - krævede dobbelt salær
Advokat Erbil Kaya og en kollega er blevet idømt disciplinær straf, fordi de gav Retten på Frederiksberg forkerte oplysninger, da de bad om salærer. Københavns Byret har godkendt afgørelsen. Kaya er tidligere i år idømt en bøde på 40.000 kroner af Advokatnævnet i en anden sag. (arkivfoto) Foto: Polfoto/Janus Engel
Polfoto/Janus Engel
Københavns Byret godkender bøder på 20.000 kroner til advokaterne Erbil Kaya og Mads Kramme.
To forsvarere fra et stort advokatfirma gav en domstol fejlagtige oplysninger, da de forsøgte at score uberettigede høje salærer.
Det er facit i en dom, som Københavns Byret netop har afsagt.
Den drejer sig om advokaterne Erbil Kaya og Mads Kramme, der er partnere i TVC Advokatfirma.
Begge advokater bad i 2014 Retten på Frederiksberg om at blive tillagt et a conto-salær.
De fortalte begge, at de havde overværet otte retsmøder i andre straffesager som led i forsvaret af deres klienter.
Kravet var 128.081 kroner til hver.
Imidlertid havde Mads Kramme slet ikke sat sine ben i retslokalet de otte dage.
Og Erbil Kaya havde kun overværet ét enkelt retsmøde.
I stedet havde en af firmaets advokatfuldmægtige repræsenteret begge advokater ved syv retsmøder.
Anmodningen om salær blev første gang rejst i april 2014. Retten besluttede ikke at betale.
Derefter gjorde de et nyt forsøg i oktober, og nu var regningen justeret til 132.500 kroner til hver.
Forløbet endte med, at retten i stedet tilkendte hver forsvarer 40.000 kroner i salær - og samtidig fik de en klagesag på halsen.
Advokatnævnet stemplede sidste år advokaternes opførsel som grov og i strid med god advokatskik. Bøderne blev på 20.000 kroner til hver.
Imidlertid har Kaya og Kramme forsøgt at blive renset i Københavns Byret, men det er mislykkedes.
Tre dommere har netop godkendt den disciplinære straf.
Først slår de fast, at det er en advokats ansvar, at der alene kræves salær for det arbejde, som advokaten faktisk har udført.
Kaya og Kramme har ikke givet retten "de korrekte og dækkende oplysninger, der bør fremgå af en salæropgørelse," fastslår dommerne.
Og de noterer også, at opgørelserne "kunne have medført, at advokaterne var blevet tilkendt a conto-salær, der betydeligt oversteg det arbejde, som de på dette tidspunkt kunne forvente at få honoreret."
Under retssagen har advokaterne hævdet, at Retten på Frederiksberg ikke er blevet forsøgt ført bag lyset.
Retten var fuldstændig klar over, at én fuldmægtig havde repræsenteret dem begge syv gange, og at Kaya var mødt for begge i et retsmøde, har de sagt.
De to advokater har nu mulighed for at anke dommen til landsretten.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde