Forsvarere vil fjerne papirer i terrorsag i Aarhus
Forsvarerne for to somaliskfødte brødre fra Aarhus er utilfredse med noget af det materiale, som anklageren vil bruge under den kommende terrorsag.
De vil forsøge at få materialet fjernet fra sagen, så det ikke bliver præsenteret for nævningene under sagen.
- Vi har gjort formalitetsindsigelse, siger advokat Finn Søgaard.
Af frygt for at komme til at sige for meget vil han ikke oplyse, hvad protesten nærmere er rettet imod.
Nu håber advokaten, at indsigelsen kan blive behandlet af de juridiske dommere, inden selve retssagen går i gang.
Første dag i retten ventes at blive 12. marts, og sagen er planlagt til at strække sig over cirka syv dage.
Brødrene er 19 og 24 år. På baggrund af en efterforskning fra Politiets Efterretningstjeneste har justitsministeren tiltalt dem for at arrangere og finansiere den ældste brors ophold i en træningslejr kontrolleret af terrororganisationen al-Shabaab i Somalia.
Mændene har nægtet sig skyldige. De har siddet varetægtsfængslet siden maj sidste år.
Hidtil har storebroren ikke villet lade sig afhøre af politiet. Men det er muligt, at han vil sige noget i retten.
- Han har endnu ikke taget stilling til det, siger advokat Finn Søgaard.
Den ene af brødrene blev anholdt på sin bopæl i Aarhus, mens den anden blev mødt af politiet i Københavns Lufthavn.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde