Forsvaret vinder millioner efter it-skandale
I en stor retssag om et kuldsejlet it-projekt har Forsvarets Materieltjeneste torsdag fået medhold i Højesteret.
Leverandøren Saab AB skal betale 187 millioner kroner til forsvaret.
Dommerne har vurderet sagen helt anderledes end deres kolleger i Sø- og Handelsretten, som tidligere bestemte, at Saab AB tværtimod skulle have omkring 44 millioner kroner.
Retssagen drejer sig om it-systemet ved navn Daccis fase to, som mislykkedes.
Forsvaret påstod, at der var opstået et tab på 143 millioner kroner, og det har dommerne i Højesteret nikket til.
Saab AB skal nu betale dette beløb plus de millioner, som forsvaret efter nederlaget i Sø- og Handelsretten afleverede til modparten.
I Forsvarets Materieltjeneste (FMT) er der stor tilfredshed med afgørelsen.
- FMT er glad for, at der endelig er sat punktum i sagen, udtaler chefen, generalløjtnant Per Pugholm Olsen i en pressemeddelelse.
Dommerne fastslår, at Saab i forbindelse med en aftalt test undlod at teste for en række krav, som var fastsat i kontrakten.
Denne konklusion hviler blandt andet på bedømmelsen af uvildige eksperters såkaldte skønserklæring.
På den baggrund var det derfor helt i orden, at forsvaret i februar 2008 trak stikket og ophævede kontrakten, fastslår Højesteret.
Testen havde stor betydning. Den skulle give Forsvarets Materieltjeneste mulighed for at afgøre, om der var en sådan fremdrift i projektet, at forsvaret kunne have tillid til, at "Saab kunne præstere et tilfredsstillende resultat ved den endelige levering af it-systemet," står der i dommen.
Men testen var altså så mangelfuld, at det var okay, at forsvaret sagde stop.
Projektet om udvikling af kommunikationssystemet Daccis blev indledt helt tilbage i 1996.
Efter kollapset i 2008 har Daccis jævnligt optrådt på mediers lister over diverse it-skandaler i det offentlige.
I øvrigt hører retssagen til blandt sværvægterne. Det kan ses af sagsomkostningernes størrelse.
Således er Saab blevet dømt til at betale 10 millioner kroner for det offentliges udgifter til advokater.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde