Forurettet folketingsmedlem får navneforbud i sag om ulovlig tvang
Der er fredag blevet nedlagt navneforbud for et folketingsmedlem, der er forurettet i en sag, hvor en 30-årig kvinde er tiltalt. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dommer afgør, at der skal være navneforbud for politiker og læge, men siger, at deres stillinger kan nævnes.
En dommer har fredag formiddag nedlagt et navneforbud for et folketingsmedlem, der er forurettet i en sag, der blandt andet handler om ulovlig tvang.
I sagen er en 30-årig kvinde tiltalt for at have udsat politikeren for ulovlig tvang, forsøg på ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse.
Kvinden nægter sig skyldig.
Der er desuden blevet nedlagt navneforbud for en af sagens andre forurettede.
Der er tale om en læge, der ifølge anklageskriftet er blevet udsat for stalking af den 30-årige kvinde.
I sin begrundelse for navneforbuddet sagde dommeren, at det vil føre til en unødig krænkelse af de to forurettede, hvis der ikke blev nedlagt navneforbud.
Inden da havde pressen argumenteret for offentlighedens interesse i at kunne beskrive, at en folkevalgt politiker er blandt de formodede ofre i sagen.
Mens folketingsmedlemmets bistandsadvokat, anklageren, forsvareren og pressen argumenterede for og imod et navneforbud, sad den tiltalte og smilede og kiggede opmærksomt på den, der talte.
Hun har langt mørkt hår, er iført en hvid kjole, der går til lidt under knæene og blotter hendes skuldre. På fødderne har hun høje sorte stiletter.
Dommeren sagde i sin kendelse om navneforbuddet, at der ikke er noget til hinder for at beskrive de to forurettedes stillinger.
Fredag er sagens første dag, men hovedforhandlingen når næppe at starte denne dag. Det skyldes, at det fra morgenstunden stod klart, at der skal findes flere retsdage i sagen.
I sidste uge blev tiltalen mod kvinden udvidet med seks forhold. Blandt dem er de forhold, der drejer sig om politikeren.
Forholdene om folketingsmedlemmet drejer sig om, at kvinden skal have tvunget vedkommende til at mødes med hende på en café, under trussel om at hun ville dele intime billeder af politikeren, hvis vedkommende ikke mødte op.
På caféen skal hun have udsat politikeren for forsøg på ulovlig tvang ved at forsøge at presse vedkommende til at gøre dennes politiske indflydelse gældende til fordel for en organisation, som kvinden har stiftet.
- Jeg skal have noget ud af det her. Hvis du har brugt mig, så bruger jeg også dig. So simple is that. Den er ikke længere end det, skal hun ifølge anklageskriftet have sagt til politikeren på caféen.
Dette forsøg på ulovlig tvang mislykkedes dog, da politikeren ikke imødekom kvindens krav.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker