Fragtskib med kokain havde været i Ecuador
Fragtskibet "Duncan Island", som er beslaglagt af Københavns Politi efter smugleri af 100 kilo kokain, blev oprindeligt bygget på værftet i Frederikshavn. Det sejler under Bahamas-flag. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Politiet kigger på containerskibs rejserute i sagen om 100 kilo kokain, som blev modtaget ved Langeland.
Fragtskibet "Duncan Island" lastede containere med bananer og andre varer i Mellem- og Sydamerika, inden det sejlede over Atlanten med kurs mod Sverige og Rusland.
Men mindst 100 kilo kokain, som lørdag blev kastet i vandet ved Langeland, var ikke registreret i skibets officielle papirer.
I januar anløb det 178 meter lange skib blandt andet Puerto Bolivar og Guayaguil i Ecuador, Balboa i Panama og Guaymas i Mexico, inden det styrede mod nordøst. Det fremgår af flere hjemmesider, der holder øje med kommerciel skibsfart.
Fredag ankom "Duncan Island" til havnen i Helsingborg. Lørdag fortsatte det ned mod Storebælt og forbi Langeland, inden det om eftermiddagen syd for Gedser blev bordet af københavnske politifolk. I Sankt Petersborg må modtagerne vente på deres bananer.
I Københavns Politi ønsker politiinspektør Dannie Rise ikke at kommentere rejseruten nærmere.
- Men det er noget, vi vil interessere os for i vores efterforskning, siger han.
Netop Guayaquil, Ecuadors største havn, har adskillige gange været centrum for udsmugling af store partier kokain, som menes at være produceret i Colombia.
Ecuador og USA indgik for et par år siden en aftale om, at amerikanske toldere kunne placeres i byen for at forbedre indsatsen mod smugleriet. Det står i en rapport fra USA's udenrigsministerium.
Jævnligt gemmes kokain i partier med varer som tunfisk eller bananer. For to år siden blev 375 kilo kokain i et parti bananer til Rusland opsnappet, har et lokalt medie i Ecuador rapporteret.
I Danmark var den hidtil største beslaglæggelse af kokain på 310 kilo. Dette parti kom til havnen i en container til havnen i Fredericia i 2015.
I 2013 efterforskede politifolk desuden fem store sager om kokain skjult i bananer på havnen i Aarhus.
Hvor lang tid Københavns Politi har haft kig på den aktuelle sag med "Duncan Island", ønsker politiinspektør Dannie Rise ikke at udtale sig om søndag - ud over at efterforskningen har været konkret og intensiv.
Politiet har samarbejdet med kolleger i andre lande. Men heller ikke vedrørende dette spørgsmål ønsker Dannie Rise endnu at gå i detaljer.
"Duncan Island" er nu beslaglagt af politiet og skal undersøges nøje, mens det ligger i havnen i Kalundborg.
Skibet blev i øvrigt bygget på værftet i Frederikshavn i 1993.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde