Fredag afgør byret om Hjort-sag skal køre for lukkede døre
Fredag afsiger Københavns Byret kendelse, om der skal være åbne døre eller ej i straffesag mod eksminister.
Får offentligheden og pressen lov til at overvære retsmøderne i straffesagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen?
Det afsiger Københavns Byret fredag kendelse om. Kendelsen om, hvorvidt sagen skal køre for lukkede døre eller ej, afsiges ved et retsmøde klokken 12.15.
Det oplyser byretten til Ritzau.
Sagen mod den tidligere V-minister Claus Hjort Frederiksen indledes til november. Han er tiltalt for i fem tilfælde at være kommet med udtalelser, der efter anklagemyndighedens opfattelse er en overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder.
Hvad han har sagt, og hvornår han har sagt det, holder anklagemyndigheden skjult. Den del er nemlig slettet i det anklageskrift, som pressen har fået aktindsigt i.
Det vil kunne skade Danmarks forhold til fremmede magter, hvis oplysningerne kom offentligt frem, lyder det nemlig.
Claus Hjort Frederiksen selv ønsker, at sagen mod ham skal foregå i fuld offentlighed.
- At være tiltalt for dette er dybt stigmatiserende for en hædersmand som Hjorten, lød det fra forsvarsadvokat René Offersen i sidste uge i et retsmøde, hvor spørgsmålet om lukkede døre blev behandlet.
Her talte Offersen for størst mulig åbenhed under retssagen.
Men statsadvokat Jakob Berger Nielsen mente på den anden side, at sagen skal føres med fuld lukkethed. Han har henvist til, at det er hensynet til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter, der er på spil.
- Anklagemyndigheden vil fremlægge højt klassificerede oplysninger, sagde han til dommeren som del af sin begrundelse for, at selv forhandlingerne om dørlukning skal ske for lukkede døre.
Fredag bliver det klart, om byretten mener, at sagen skal køres for åbne, lukkede eller delvist lukkede døre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned