Fredagsræs i Ferrari

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik fredag aften en anmeldelse fra lokale borgere, der havde observeret lidt for hasarderet og fartglad kørsel i en Ferrari frem og tilbage på Sildestrup Øvej.
En hundepatrulje fik kontakt med den lynhurtige italienske sportsvogn, der dog hurtigt forlod området og endte uden for hundepatruljens synsfelt.

Men selv om det altså i første omgang lykkedes de to yngre mænd i sportsvognen at slippe for nærgående spørgsmål fra politiet samt udsigten til en kommende bødestraf, så havde en anden politibil held med at spotte og indhente de fartglade Ferrari-mænd på Gedser Landevej.

Det viste sig at være to yngre mænd på henholdsvis 19 og 21 år med bopæl i henholdsvis Væggerløse og Nykøbing, der havde taget en alt for hurtig fredagstur i Ferrarien. Vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser lørdag morgen, at der endnu venter en afklaring af, hvem af de to yngre mænd, der var fører af bilen, samt et retsligt efterspil oven på mændenes fredagsræs.

To yngre mænd kørte alt for stærkt og hasarderet på Sildestrup Øvej fredag aften i en lynhurtig Ferrari, som endte med først at undslippe en hundepatrulje for dernæst at blive indhentet af en anden politibil.

Offentliggjort Sidst opdateret