Frifindelse af imam efter homofobe citater står ved magt
Nusrat Djahan Moskeen i Hvidovre rummer den såkaldte Ahmadiyya-menighed, der er kendt for at være tolerant over for homoseksuelle. (Arkivfoto) Foto: Jens Lyngby Jepsen/Ritzau Scanpix
Jens Lyngby Jepsen/Ritzau Scanpix
Anklagemyndigheden vil ikke anke frifindelse af imam efter homofjendske citater i to dagblade.
Hvidovre-imam Muhammed Zakaria Khan kan betragte sig selv som renset for mistanke i en sag om to homofjendske citater i danske dagblade.
Imamen blev tidligere i december frifundet med dommerstemmerne 2-1 i Retten i Glostrup. Anklagemyndigheden oplyser tirsdag til Ritzau, at sagen ikke bliver anket til Østre Landsret. Dommen står derfor ved magt.
Muhammad Zakaria Khan blev tilbage i juni 2016 citeret i både Jyllands-Posten og Ekstra Bladet i forlængelse af et masseskyderi på en natklub for homoseksuelle i Orlando i Florida.
I den forbindelse blev han citeret for at sige, at homoseksualitet "er totalt unaturligt og en sygdom", og at "homoseksualitet selvfølgelig er en sygdom, som man skal til lægen for at få kureret".
Men da sagen kom for retten, afviste imamen at have sagt sådan. Han afviste sågar overhovedet at have talt med Ekstra Bladet.
Under efterforskningen af sagen havde politiet bedt bladene om at få udleveret lydoptagelser af interviewene. Det blev i første omgang afvist af bladene.
Siden forlangte retten så, at optagelserne skulle udleveres. Men nu lød meldingen fra bladene, at de ikke længere eksisterede.
På den baggrund mente rettens flertal, at der var tvivl om, hvorvidt imamen var citeret korrekt. Og derfor ville to af tre dommere ikke dømme ham.
De tre dommere var imidlertid enige om, at udsagnene, som de var citerede, ville være en overtrædelse af straffelovens paragraf 226 b. Den forbyder blandt andet forhånelse af personer på grund af deres seksualitet.
Muhammad Zakaria Khan er imam i Danmarks ældste moské, Nusrat Djahan i Hvidovre. Moskéen placerer sig inden for en trosretning af islam kaldet Ahmadiyya.
Retningen er kendt for at være moderat og for at udbrede et budskab om, at det er islams ånd at overholde lovene i det land, hvor man bor.
Ahmadiyya er også kendt for, at homoseksuelle er velkomne i moskéerne. Khans forsvarer, Naja Wærness Larsen, slog da også på det faktum i sin procedure, da sagen blev behandlet ved Retten i Glostrup.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde