Frifundet i sexsag

45-årig fik halvandet års fængsel i byretten, men i går blev han renset.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 45-årig mand fra Nysted-egnen blev i går frifundet for alvorlige anklager om seksuelle overgreb mod hans søns bedste ven.

Den 45-årige blev ellers i første omgang idømt halvandet års fængsel ved byretten i Nykøbing i begyndelsen af maj måned. Men dommerne i Østre Landsret så altså anderledes på sagen og frikendte manden.

Manden blev i byretten dømt for i perioden fra 2002-2008 flere gange at have udsat drengen, der i dag er omkring 20 år, for forskellige former for seksuelle overgreb - både på den 45-åriges bopæl og på forskellige rejser, som han inviterede den 20-årige med, fordi han var en af sønnens venner.

Sagen kom først frem sidste år, da den unge mand efter pres fra sin kæreste fortalte om de påståede overgreb.

Den 45-årige ankede byrettens dom på stedet, og da sagen i går kom for som en ankesag ved Østre Landsret, fandt Retten det altså ikke bevist, at den 45-årige skulle have udsat den yngre mand for de omtalte overgreb.