Friture-brand i lejlighed

En glemt frituregryde i en 1. sals lejlighed i Birkevænget 22 i Nakskov udviklede sig ved 21-tiden torsdag aften til en brand.
Til alt held vågnede lejlighedens midaldrende beboer, som formentlig er faldet i søvn efter at have sat gryden over, ved at der var røg i lejligheden. Han fik smidt gryden over i vasken og lagt et klæde over. Da brandvæsnet nåede frem, var der kun efterslukning og udluftning tilbage, men lejlighedens køkken er sodsværtet. Beboeren var ikke så medtaget, at han ønskede at komme til undersøgelse på sygehuset.
Der blev sendt både ambulance og paramediciner, da meldingen lød på meget røg på stedet. En beboer på 2. sal råbte brandfolkene an fra altanen, men det blev ikke nødvendigt at evakuere ham eller andre via stiger.


Beboer i Birkevænget vågnede i tide og fik selv slukket branden.

Offentliggjort Sidst opdateret