Frygt for bilbombe nær Tivoli i København
Politiet har lørdag aften afspærret et større område omkring Tivoli i København efter fundet af en mistænkelig bil i Tietgensgade.
Der er blevet observeret et ur i bilen, og politiet undersøger, om der er tale om en bombe.
- Der er nogle, der har set et slags ur derinde, og det er ved at blive undersøgt nu, siger vagtchef Henrik Olesen fra Københavns Politi uden at kunne uddybe, hvorfor uret er suspekt.
Til TV2 siger politiet, at de "kan se en måler med en lader, der tæller op og ned".
Tv-stationens reporter på stedet fortæller, at der er tale om en bil, der er indregistreret i Polen, og at hun har fået at vide, at bilens motor har kørt i to timer.
Hun beretter desuden, at der stikker ledninger ud af bilen.
- Vi afventer lige nu EOD (Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, red.), fortæller Henrik Olesen.
- Vi har også bombehunde fremme, men det er vores egne, og de arbejder sammen med EOD-folkene.
Besøgende og personale i Tivoli er blevet bedt om at benytte udgange, der ikke ligger i nærheden af Tietgensgade, når de forlader forlystelsesparken.
- Det er Tivoli selv, der har været ved at tømme stedet. Vi har bedt om, at der ikke er gæster mod Tietgensgade, siger vagtchefen.
TV2 skriver, at området omkring Tietgensgade har været afspærret siden klokken 22.30.
Afspærringen omfatter Tietgensgade og krydset ved Bernstorffgade, hvor Københavns Hovedbanegård ligger. Også store dele af H.C. Andersens Boulevard er afspærret.
Politiet er massivt til stede.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde