På vej væk fra Rudkøbing gik det torsdag formiddag galt for en mindre hollandsk coaster.
Skibet gik på grund, og årsagen er sandsynligvis, at kaptajnen var plørefuld.
Ved afsejlingen lagde flere mennesker mærke til kaptajnens tilstand, og en politipatrulje konstaterede senere, at han var "stærkt beruset," oplyser Fyns Politi.
"Little Jane" var på vej til Rostock, da coasteren kom ud af kurs, oplyser Søværnets Operative Kommando.
Politiet anholdt den 49-årige kaptajn, der bor i Holland, for at tage en blodprøve.
Flere myndigheder er gået i aktion på grund af hændelsen. Søfartsstyrelsen vil sikre sig, at skibet ikke har taget skade ved berøringen af havbunden, og Søværnets juridiske afdeling er også involveret.
Politiet undersøger nu, om den anholdte er identisk med den hollandske kaptajn, der i januar blev idømt en bøde på 6.000 kroner, fordi han med en promille på 1,09 var faldet i søvn ved roret på "Little Jane" ved Hornbæk.
Med jævne mellemrum kommer fragtskibe dramatisk ud af kurs, fordi fulde folk står på broen.
I sommer stødte det 167 meter lange fragtskib "Odin Pacific" på grund ved Bornholm, og en blodprøve viste, at den tyrkiske styrmand havde drukket.
Promillen var helt oppe på 2,13 hos en russisk kaptajn, der i foråret styrede coasteren "Harmonia" rundt på må og få i Køge Bugt.
I nogle sager øges straffen til mere end en bøde. En lettiske kaptajn blev således for et år siden idømt 20 dages betinget fængsel, fordi han i en ordentlig brandert havde styret fragtskibet "South Michelle" på grund ved Assens Havn.
Oveni blev sømanden frakendt retten til at være skibsfører, styrmand eller maskinmester i dansk farvand i et år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde