Fuld kvinde lavede ballade i revy og på hotel

Foto: Erik Holm

Nykøbing F. Revyens jubilæums-gallaforestilling blev søndag forstyrret af en fuld kvinde

Offentliggjort Sidst opdateret

En 69-årig kvinde fra København skabte søndag uro i Nykøbing F. Revyen og på Eskilstrup Hotel. Ifølge politiets døgnrapport og Folketidendes oplysninger forsøgte den berusede kvinde i forbindelse med revyens jubilæums-gallaforestilling at komme om bag ved scenen.

Her sparkede hun ud efter personalet, som dog fik afvist hende, hvorefter hun blev sat ned i teatercaféen, hvor der blev ringet efter en taxa til hende. Den ville hun dog ikke med, og i stedet gik hun om satte sig ved Klosterkirken. Imens blev politiet tilkaldt, men patruljerne var optaget af andre opgaver på det pågældende tidspunkt.

Det blev dog ikke det sidste, politiet hørte til kvinden, for et par timer senere - kort efter klokken 19 - indløb der en ny anmeldelse.

Denne gang var det fra Eskilstrup Hotel, hvor kvinden ifølge døgnrapporten optrådte meget opfarende og var voldelig, mens hun beskyldte både hotelgæster og personale for at have stjålet fra hende.

De tilkaldte betjente besluttede at tage den berusede kvinde med til den nærmeste togstation, hvor hun blev sat på et tog tilbage mod København.