Fuld mand i jolle: Ringer til kæresten efter hjælp
En beruset mand måtte sent onsdag aften ringe til sin kæreste efter hjælp, efter at han var sejlet ud i en jolle i Præstø Fjord.
Den 23-årige mand alarmerede fastlandet omkring klokken 22.30, og så begyndte Søværnets Operative Kommando (SOK) og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eftersøgningen.
Kort efter midnat spottede en helikopter jollen, der vuggede rundt i fjorden. Og en båd blev sendt til stedet med en politimand om bord. Den 23-årige mand var kold efter at have været på vandet i fem til seks timer uden særligt meget tøj på, fortæller politiet.
- Han bliver bragt til sygehuset i Næstved, og vi får taget en blodprøve af ham, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og tilføjer, at manden var godt beruset.
Manden er i forvejen kendt af politiet, og han bliver nu sigtet for spiritussejlads.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker