Såvel forsvarsadvokat Torben Koch som anklager Lone Damgaard fra Forsvarets Auditørkorps er tilfredse med Københavns Byrets dom over to højtstående officerer fra Forsvarskommandoen, der har oversat og lækket den omstridte jægerbog.
Torben Koch glæder sig over, at de to officerer blev frifundet for pligtforsømmelse af særlig grov karakter.
- Jeg er meget tilfreds, for frifindelsen er langt hen ad vejen i overensstemmelse med forsvarets procedure. Det er meget muligt, at der er tale om pligtforsømmelse, men det er ikke strafbart, man kunne nøjes med en disciplinær reaktion, siger Torben Koch.
Domsmandsretten fastslog, at kommunikationschef Lars Sønderskov og it-chef Jesper Britze begge har løjet om deres rolle i sagen over for deres chefer i Forsvarskommandoen, men retten mener ikke, at de kan dømmes for pligtforsømmelse efter den militære straffelov.
Den afgørelse er anklager Lone Damgaard tilfreds med, selv om hun ikke fik idømt Lars Sønderskov en bøde på 10.000 kroner og it-chefen en fængselsstraf på mindst 30 dage, sådan som hun havde bedt retten om.
- Jeg er godt tilfreds med, at retten har fulgt vores argumentation og fastslået, at Lars Sønderskov og Jesper Britze løj over for deres chefer i Forsvarskommandoen, selv om retten så ikke ville følge os lige til det sidste, men sparkede sagen over i det disciplinære system, siger Lone Damgaard.
De to officerer har været suspenderet fra deres stillinger, siden sagen begyndte at rulle. Torben Koch forventer, at Forsvarsministeriet nu indleder en disciplinærsag mod dem.
- Når retten lægger til grund, at der er tale om pligtforsømmelse, har jeg svært ved at se andet, end at ministeriet kommer med en disciplinær reaktion, siger Torben Koch.
Derfor kan Lars Sønderskov og Jesper Britze trods frifindelsen fredag ikke vide sig sikre på at beholde deres job.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned