Fulde folk skød 30 gange

Der blev affyret op mod 30 skud, da to mænd i fuldskab tidligt mandag morgen forlystede sig med et jagtgevær på taget af en ejendom i Kleinsgade i København.

Politiet fik de første meldinger klokken 05.26, og et større antal betjente blev sendt til området omkring Forum. Til sidst lykkedes det politiet at spore skyderiet til ejendommen i Kleinsgade. Betjentene kunne simpelthen se de afskudte patronhylstre drysse fra taget ned på kørebanen, siger den centrale efterforskningsleder på Politigården.

Umiddelbart har politiet ingen meldinger om, at nogen skulle være ramt af vildfarne hagl. Men først i dagslys kan politiet få det fulde overblik over, om nogle vinduer i området er blevet gennemhullet. Tilsyneladende har mændene skudt til måls efter forskellige effekter oppe på taget.

/ritzau/

To mænd er anholdt for at omdanne et tag i midten af København til en skydebane. Ifølge politiet var de begge berusede.

Offentliggjort Sidst opdateret