Fyldt taxa undviger cykel og drøner i søen
En taxachauffør og tre passagerer var natten til fredag udsat for en dramatisk køretur og endte ude i en af Københavns søer.
Hovedstads-taxaen kom kørende ad Webersgade, da en cyklist pludselig trillede over for rødt ved Fredensbro.
- Taxaen undviger cyklisten, men rammer så en lysstander og ender nede i vandet, fortæller vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.
Hyrevognen havnede ti meter ude i Sortedams Sø, hvor der ifølge politiet er to meter dybt.
- Bilen bliver stort set dækket af vand, og der er dybt nok til, at man kan drukne, hvis man sidder i bilen, lyder det fra vagtchefen.
Helt så galt gik det heldigvis ikke. På en bænk langs søen sad to personer og hvilede sig, og de reagerede prompte, da taxaen drønede i det københavnske søvand.
- De vågner op og springer ud i vandet og redder alle op, siger Kim Nicholsen.
Ingen personer kom til skade ved uheldet, og derfor er ingen kørt til observation på hospitalet. Politiet er imponeret over de to personers redningsindsats.
- Vi overvejer, om vi skal indstille dem til en dusør. De har gjort et godt stykke arbejde, siger vagtchefen.
Politiet arbejder i øjeblikket på at få fat på en kran, så den forulykkede taxa kan blive trukket op fra søen.
Dykkere har desuden undersøgt køretøjet for være sikker på, at ingen andre personer blev trukket med i vandet, da taxaen kom på afveje.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub