Fynbo overfaldt politiassistent med skruetrækker
En fynsk mand var så frustreret over nogle uafsluttede sager med politiet, at han lørdag aften gik til angreb på en tilfældig politiassistent i Odense.
Det har manden forklaret i et grundlovsforhør søndag, som er endt med, at han blev varetægtsfængslet i fire uger.
Betjenten havde netop forladt sit arbejde på politigården, da han på parkeringspladsen blev overfaldet.
Den 33-årige mand brugte en skruetrækker og stak flere gange politiassistenten i skulderen.
Det var helt tilfældigt, at det netop var denne politimand, volden gik ud over.
Nogle af de uafsluttede mellemværender med politiet drejer sig om dødstrusler via sms og voldelige overfald i Odense midtby, skriver fyens.dk.
Tilsyneladende har den 33-årige flere gange rykket for en afgørelse.
I en pressemeddelelse bekræfter advokaturchef Lars Ole Pedersen, at sagen har været længere undervejs end normalt.
- En væsentlig årsag til, at den verserende sag er trukket ud, er, at der skulle foretages mentalundersøgelse af manden, og at der skulle indhentes forskellige erklæringer om ham, siger advokaturchefen.
Den overfaldne politiassistent er sluppet heldigt fra episoden med nogle overfladiske skrammer.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker