Fynboer, østjyder og nordsjællændere er hårdt ramt af juleindbrud
En del mennesker forsøger på forskellig måde at gardere sig mod indbrud. Politiet har også taget forskellige midler i brug. (Arkivfoto) Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Rigspolitiet fortæller om 744 anmeldte indbrud i juledagene, men tallet kan stadigvæk stige.
Antallet af indbrud i juledagene er torsdag morgen nået op på 744.
Det viser en statistik, som Rigspolitiet har offentliggjort.
Opgørelsen handler om anmeldelser til politiet - altså når folk er kommet hjem og opdager, at der har været ubudne gæster i deres bolig.
Anmeldelserne drejer sig om indbrud i villaer, lejligheder og landejendomme. Juledagene tæller fra 20. december til og med 27. december om morgenen.
Det viser sig, at plageånderne ikke har spredt sig ligeligt over landet.
De tre politikredse, som dækker Fyn, Østjylland og Nordsjælland, er hårdest ramt.
Her er der torsdag morgen blevet registreret henholdsvis 112, 103 og 101 indbru hen over juledagene.
På Fyn oplevede politiet en stigning i anmeldelserne midt i november, forklarer vicepolitiinspektør Jesper Weimar Petersen.
- Vi vurderede, at vi var ramt af omrejsende kriminelle grupperinger af indbrudstyve fra Østeuropa, derfor var indsatsen rettet mod at prøve at dæmme op for det, siger Jesper Weimar Petersen.
Men trods indsatsen er kendsgerningen, at politikredsen ligger på den kedeligste plads i forhold til indbrud i julen.
- Vi skal ligesom hvert år evaluere vores indsats. Den har været målrettet, men har vi målrettet den nok i forhold til den situation, vi står i, siger vicepolitiinspektøren.
I Nordjylland har politiet modtaget 49 anmeldelser. Tallene overrasker ikke vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
Han hæfter sig ved, at politiet har været offensive og gjort en indsats for at nedbringe antallet.
Nordjyllands Politi har lavet ransagninger, efterforsket og i den forbindelse varetægtsfængslet flere personer.
- Vi har kørt en ret stor indsats op til jul i miljøet omkring dem, der laver indbrud. Der sidder nogle varetægtsfængslet nu, og de laver jo ikke indbrud, siger Niels Kronborg.
På Bornholm er der ikke anmeldt nogen indbrud, mens der i København, som er landets største politikreds målt på indbyggertal, er anmeldt 42.
Det kan ende med, at færre danskere i 2018 vil opleve at komme hjem til en slem overraskelse, end tilfældet var sidste år. I 2017 fik Rigspolitiet 815 anmeldelser.
Der kan i løbet af torsdagen stadigvæk komme anmeldelser i takt med, at folk kommer hjem.
Statistikken over anmeldte indbrud har været faldende de senere år, hvor man i 2014 registrerede 1249 indbrud i juledagene. Det er siden faldet med omkring 40 procent.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned